Hale tagfat
Markér et område, hvor det er muligt at markere to hellebaser, som ligger overfor hinanden. Det er sjovest, når området er tæt bevokset, så der er mange skjulesteder, men skolens grønne område eller den nærliggende park kan sagtens bruges. Området markeres med kegler eller markeringsklemmer. Da der løbes mange gange frem og tilbage, bør afstanden mellem hellebaserne tilpasses elevernes fysiske formåen.
Alle eleverne forsynes med en hale (markeringsbånd). Halen, som hænges bag på bukserne, skal være synlig for alle - altså ingen jakker ud over eller det meste proppet ned i bukserne!
Nu gælder det for alle børnene om at få fat i så mange haler som muligt. Når man har fået fat i en hale, løber man hjem til en af hellebaserne med armen og halen i vejret. På hellebasen sættes halen fast i buksebagen ved siden af den anden hale, og man løber igen ud for at fange flere haler.
Er man heldig, kan man få fat i en hel håndfuld haler på én gang - men man kan også miste mange samtidig. Bliver man haleløs, kan man ”snyde” en modstander ved at forsøge at gemme halesiden for modstanderen, som så tror, at man har en hale. Når modstanderen er tæt på, forsøger man så at snuppe dennes hale. Man kan også overrumple andre, der er ved at snuppe hinandens haler og derfor er uopmærksomme.
Legen er på skjult tid – dvs. kun læreren ved, hvornår den slutter. Når det sker, tælles halerne op, og legen kan begynde forfra.
Variation:
Tofarvet haleløs
Har man markeringsbånd i to forskellige farver – fx rød og grøn - til rådighed, fordeles de på samme måde. Men nu er reglen, at når man har en grøn hale, skal den næste være rød og omvendt. Har man både en grøn og en rød, er den næste hale valgfri. Nu skal børnene både huske, hvad de har, og hvad de skal have fat i. Det er sværere, end man tror…
Markeringsklemmer til afmærkning af hellebaserne kan laves ved at klipse stof-, papir- eller plastikstrimler på trætøjklemmer. De kan let sættes fast på grenene og pilles ned igen. Også geniale som markering af poster ved orienteringsløb!